Dronningholm

Man ved ikke nøjagtigt, hvornår Dronningholm er opført. Men sagnet fortæller, at Valdemar Sejr i begyndelsen af 1200-tallet opførte en borg til sin dronning her og gav hende den i morgengave. Den tidligste beskrivelse af Dronningholm er fra 1342, da Albrecht Moltke fik borgen i forlening af Valdemar Atterdag. Senere overgik den til slægten Jærnskæg, som ejede den igennem hele 1400-tallet. Efterfølgende var borgen i en kort periode under kronen og i løbet af 1500-tallet ejet af flere forskellige stormænd. I 1540 blev Dronningholms len sammenlagt med Københavns len, og bygningerne synes da at have været stærkt på retur. I 1557 fik Poul Huitfeldt nemlig kongebrev på, at han måtte tage sten og tømmer fra borgen til genopbygning af en nedbrændt mølle. Dermed var borgen omdannet til et stenbrud, der leverede byggematerialer både til opførelsen af Frederiksborg Slot og til lokal brug.

Original fredningstekst

Dekl. tingl.: 19/11 1970/ jvf. fredningsnævnskendelse af 7/2 1941. Dronningholm voldsted Voldstedet består af en ca. 80 x 80 m. stor, rundagtig banke,der i øst, syd og vest omgives af en ca. 10 m. bred og 4 m. dyb grav der udvendigt ledsages af en ca. 10-15 m. bred og indtil 3 m. høj ydervold. I nord, hvor banken tangeres af Auderød-Brederød- vejen mangler yderværkerne. Nordøst på banken er betydelige res- ter af et tofløjet bygningskompleks. Vestligt på banken ses spor af et ottekantet tårn. Voldstedet er græsklædt med spredt bevok- sning af krat og enkelte løvtræer på skrænten mod vejen. På voldstedet er opsat to el-master. Grænsen for det fredede areal går i nord ved landevejens kant, til de øvrige sider 10 m. nedenfor ydervoldens ydre fod. Ovennævnte mindesmærke må ikke fjernes, udjævnes, ændres eller beskadiges på nogen måde ved gravning, pløjning, beplantning, bebyggelse eller henkastning af jord,sten og affald eller på nogen anden måde forstyrres. Restaurering, opmuring eller evt. tildækning af ruinerne må kun ske efter an- visning af rigsantikvaren. Matr.nr 5b og 12 c: Voldstedet ligger i skel til Auderød matr.nr. 4d, 12c og 5b. Se kortet vedr. matr.nr. 4d.

Undersøgelseshistorie

1887

Museal berejsning - Nationalmuseet, Danske Afd., Danmarks OldtidSlottet Dronningsholms Voldsted. Det har tidligere været omgivet af Arresø, nu omgives det af Mose og imod Nord af den til Auderød førende Vei. Borgpladsen er fiirkantet og har nu en Diameter paa 200' men er deelviis udpløiet, paa dens sydvestlige Udkant staaer en lille Muurlevning. Graven udenom er tilgroet, imod Syd og Øst er der indtil 6' høie Levninger af Ydervolden. (Grundplan tegnet af A.P.Madsen). Bevoksning: 1988: Græs

1887

Efterretning om forsvunden genstand - Nationalmuseet, Danske Afd., Danmarks Oldtid

1970

Museal besigtigelse - Fredningsstyrelsens FortidsmindeforvaltningVoldstedet består af en ca. 80 x 80 m. stor, rundagtigt banke, der i øst, syd og vest omgives af en ca. 10 m. bred og 4 m. dyb grav, der udvendigt ledsages af en ca. 10-15 m. bred og indtil 3 m. høj ydervold. I nord, hvor banken tangeres af Auderød-Brederød-vejen mangler yderværkerne. Nordøst på banken er betydelige rester af et tofløjet bygningskompleks. Vestligt på banken ses spor af et ottekantet tårn. Voldstedet er græsklædt med spredt bevoksning af krat og enkelte løvtræer på skrænten mod vejen. På voldstedet er opsat to el-master. Grænsen for det fredede areal går i nord ved landevejens kant, til de øvrige sider 10 m. nedenfor ydervoldens ydre fod. Ovennævnte mindesmærke må ikke fjernes, udjævnes, ændres eller beskadiges på nogen måde ved gravning, pløjning, beplantning, bebyggelse eller henkastning af jord, sten og affald eller på nogen anden måde forstyrres. Restaurering, opmuring eller evt. tildækning af ruinerne må kun ske efter anvisning af rigsantikvaren.

1970

Tinglysning - Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning

1986

Anden transaktion om genstand - Nationalmuseet, Danske Afd., Danmarks Middelalder og RenæssanceSkår af forskellige drikkeglas 12235, 2 knive, 1 tynd skål m.v. 12236, hjulspore 12904, skakbrik af ben 12968, stump af vinduesglas med gotisk ornament 12969 samt jernsager 12729.

1986

Museal restaurering - Skov- og Naturstyrelsen, 10. kontorRestaurering af murværk.

1988

Nyberejsning af fredede lokaliteter - Skov- og Naturstyrelsen, 10. kontorSom beskrevet på blå kort. Granitsten ved opgang til borgbanke. Her også informationsskilt. Et tilsvarende ved bygningskompleks i NØ. Gulve i fremdragne bygningsrester i NØ markeret med pålagt grus. Bevokset med højt græs på banken. Hertil urter på voldgravens skråninger. Nogen - men ikke voldsom - urtevækst i de grusbelagte områder inde i bygningsresterne. Tydelige spor af bilkørsel i voldgraven hele vejen rundt. Beliggende i nu tørlagt del af Arresø. Mål: 3x80x80 m. ** Seværdighedsforklaring ** Ganske seværdigt voldsted på grænsen til det trestjernede. Offenligt tilgængeligt. Parkeringsmulighed i vejkant i NV-hjørnet. Bevoksning: 1988: Græs

2002

Museal besigtigelse - Nationalmuseet, Danske Afd., Danmarks Middelalder og RenæssanceTilstandsvurdering 2002 af murværk mm.

2008

Museal besigtigelse - Nationalmuseet, Danske Afd., Danmarks Middelalder og RenæssanceTilstandsvurdering 2007 af murværk mm.

2012

Periodisk tilsyn med fredede lokaliteter - Kroppedal Museum, Arkæologi

2015

Museal besigtigelse - KulturstyrelsenTilstandsvurdering af murværk mm. på Dronningholm Voldsted

2016

Ad hoc tilsyn med fredede lokaliteter - Kroppedal Museum, Arkæologi

Voldsted

Borge og voldsteder er en anlægstype, som opstod i jernalderen, men blev særlig udbredt i middelalderen (ca. 500 f.v.t.-1536 e.v.t.). Et voldsted er betegnelsen for de jordværker, banker, voldgrave og volde, der blev bygget som en del af en borg. Læs videre her.

Borg/voldsted

Middelalder

Middelalderen er betegnelsen for den periode, der følger umiddelbart efter vikingetiden. I løbet af ældre middelalder blev mange af de danske købstæder grundlagt, ligesom der skete en voldsom bebyggelsesudvidelse på landet med etablering af mange nye landsbyer. Hertil kommer etablering af borge og senere herregårde på store og små voldsteder overalt i landet. En del af disse er i dag bevarede som fortidsminder. Det samme gælder eksempelvis en række ruiner af delvis nedrevne bygningsværker både i byerne og på landet samt gravsteder, ødekirkegårde og helligkilder. Læs videre her.

Arresødal lejren

Jeg er blevet opfordret til at fortælle om den gamle Arresødallejr. Der er ikke så mange nulevende personer tilbage, der har gjort tjeneste der. Men jeg vil fortælle om hvordan det gik til at Søværnets Eksercerskole blev placeret i Arresødal.

Fra tidemes morgen var Orlogsgasterne underbragt på udrangerede fregatter og linieskibe, der lå i Flådens Leje på Holmen. Det sidste kaserneskib var Krydserfregatten ”FYEN”. Det blev søsat i 1882. Da det blev udrangeret, blev det lagt ved den kaj som hedder Elefanten nær Mastekranen. Det var aftaklet, og der var lagt tag over, som mange sikkert husker man gjorde ved Fregatten ”JYLLAND” i Ebeltoft inden den blev restaureret. Der kunne normalt være ca. 600 mand om bord. Trods flere forbedringer hen ad vejen, levede de under forhold, som vi ikke har helt let ved at forstå i dag. ”FYEN” havde tre dæk. Det øverste og egentlige dæk var som sagt overbygget med et bræddetag. Det næste var Batteridækket. Og det underste Banjerdækket. På hver side af de to underste dæk levede, spiste og sov 300 mand delt op i Kongens og Dronningens kvarter og fordelt i 10-mands bakker (»grupper«). Om natten lå de i hængekøjer så tæt som sild i en tønde. Ved udpurring om morgenen blev køjerne surrede og stuvet af vejen på øverste dæk. På Batteridækket lå kabyssen midt i det hele. Den var kulfyret, og når de gule ærter eller det der var dagens ret var kogt på den store fastbyggede firkantede gryde måtte man hurtigt trække fyret, dvs. skrabe ilden ud af ildstedet, ellers blev de gule ærter svedne - og det blev de som regel. Det kunne lugtes over hele skibet, og det hjalp ikke på humøret, når mandskabet gik til skafning.

Forude på øverste dæk lå Gallionen - dvs. latrinerne i to rum, med lange kummer forsynet med de såkaldte ”Fotografirammer”. Kummerne blev tømt et par gange om dagen og pumpet direkte ud i havnen. Efter den tyske besættelse i 1940 blev det klart, at man ikke længere kunne nøjes med tre ugers eksercerskole, og den blev forlænget til tre måneder. Men der var ikke øvelsesplads på Holmen. Samtidig gjorte den skærpede luftkrigsførelse det betænkeligt, at kaserneskibet lå så tæt ved Burmeister og Wain — kort sagt — ”FYEN” måtte væk fra Holmen. Man forsøgte at finde plads ved den gamle Torpedostation i Bramsnæs Vig (Isefjorden) og i Skovshoved Havn, men vanskelighederne var for store. Også et forsøg på at oprette en foreløbig baraklejr måtte opgives. Derimod fandt man frem til steder, hvor en permanent lejr kunne bygges. Og Bygningsvæsenet nåede at udarbejde planer for en placering. Der var forslag i Brødeskov og ved Kongsøre, ( I s e f j o r d e n ) o g v e d ”Grønnessegård“ her på Halsnæs. Men - så kom den 29. august, flåden blev sænket, og alle planer stoppet. Straks efter kapitulationen i maj 1945 skulle man i gang igen. Der skulle uddannes nyt mandskab. Og det er her Arresødal-lejren kommer ind i billedet.

Der har været lejr i Arresødal siden Frederik d. VI’s tid. Det var en lejr som blev anvendt af Sjællandske Regimenter, som afholdt skydninger på Melby Overdrev. Ældre Frederiksværkere kan muligvis huske, når der var averteret, at f.eks. »i eftermiddag ner stoppet. Straks efter kapitulationen i maj 1945 skulle man i gang igen. Der skulle uddannes nyt mandskab. Og det er her Arresødal-lejren kommer ind i billedet. Der har været lejr i Arresødal siden Frederik d. VI’s tid. Det var en lejr som blev anvendt af Sjællandske Regimenter, som afholdt skydninger på Melby Overdrev. Ældre Frederiksværkere kan muligvis huske, når der var averteret, at f.eks. »i eftermiddag kommer det eller det regiment«. Så var det med at komme hjem fra skole, og så på cykel til Torsbakke (den gamle stejle med vejtræer) og vente spændt på ankomsten. På den sidste strækning var der musikkorps i spidsen, for at hæve humøret de sidste kilometer inden ankomsten til Arresødal. Her blev soldaterne indkvarteret i telte. Der var ikke mange faste bygninger. De forskellige regimenter havde deres musikkorps med. Og hver aften blev der gået Tappenstreg fra Torvet til Krudtværket.(hvor man spillede et par numre for Direktør Kaptajn Jørgensen) og så tilbage til Torvet. Byens borgere fulgte med, og soldaterne gik med stager, hvorpå der sad tændte flagermuslygter. Det var nogle festlige indslag om sommeren.

Men tilbage til Arresødal. Arealet med nogle få bygninger lå der stadig. Tyskerne havde anvendt lejren under besættelsen. Bl.a. husker jeg, at der var parkeret såkaldte en-mands torpedoer på nogle specialbyggede vogne (hvis jeg husker rigtigt) omkring 60 stk. Efter aftale mellem det daværende Krigsministerium og Marineministeriet blev Arresødal-lejren som en overgangsforanstaltning stillet til rådighed for Søværnets Eksercerskole. Takket være en imponerende indsats af Søværnets Bygningsvæsen lykkedes det at få samlet barakker sammen fra forskellige steder, tyskerne havde efterladt, og det lykkedes i løbet af sommeren at etablere en brugbar lejr. Og den første skole med n y i n d k a l d t mandskab kunne begynde i august 1945.

De naturskønne arealer var fredede og fredningsmyndighederne og senere Statsskovvæsenet gik kun med til den nødvendige bebyggelse under den bestemte forudsætning, at det hele kun var for et kort åremål. De opstillede barakker blev derfor opført uden fast fundament og med trægulve. Vaske-, badeog toiletforhold blev indrettet enkelt og primitivt. Også underbringelsesforholdene var meget ringe. I hver barak boede et kompagni bestående af ca. 120 mand i ét stort rum, opvarmet med tre kakkelovne. Brændslet bestod af brunkul og tørv. Hele døgnet var der såkaldt barakvagt, der bestod af to mand, som gik på tørn i kompagniet. De skulle sørge for at fyre i kakkelovnene om vinteren samt være brandvagter.

Som noget nyt i Søværnet havde man nu senge at ligge i, men de var uden lagener og hovedpuder, men der var tre uldtæpper pr. mand. Og når vi taler om varmen, så blev de, der lå i overkøjen ved kakkelovnene stegt, medens de der lå i underkøjen ved vinduerne længst væk fra kakkelovnene nærmest dybfrosne (jeg selv f.eks.). Isolering var der ikke tale om. Vinduerne var så utætte, at sneen føg ind og lagde sig i driver på dørken (gulvet), så når man tørnede ud om morgenen, skulle man stå med et ben på hver side af driven når man skulle i tøjet. Baderummet var anbragt i den nordlige ende af barakken. Der var ingen opvarmning. Yderdøren kunne ikke lukke for is og sne. Vandet var i perioder frossent. Til gengæld var det modsat om sommeren. Når solen havde bagt hele dagen på tagpaptaget var der så varmt i barakken, at det var som at være i sauna. Og da alle barakkerne lå på en skråning, så var der ikke vand i hanerne øverst i f. eks. 1. kompagni (hvor jeg lå som nyindkaldt i 1947), så skulle man med et vandfad ned i 5. eller 6. kompagni for at hente vand. Og det var spildt inden man kom tilbage. Men alle genvordighederne er for det meste glemt. Ellers havde jeg nok ikke været i Søværnet i 38 år. Men jeg skal berette om lejren.

Der var 7 kompagnibygninger (se venligst planen) nemlig l., 2., 3., 4., 5., 6. og 7. kompagni. Der var 120 mand i hver. Der var 1 kompagnifører, 4 delingsførere, og i nogle kompagnier 8 gruppeførere. Så var der en administrationsbygning, en kostforplejningsbygning, kabys, infirmeri, gymnastiksal, garageanlæg, vagtbygning og forskellige messer for officerer og befalingsmænd og for vagtkompagniet. 0g hvad skete der så i de 3 måneder, skolen varede? Der var marchøvelser, geværeksercits, gymnastik, sømandslære, travaljeroning og så skydninger. De foregik på Melby Overdrev. Op kl. 05:00, morgenmad og så marcherede man til Overdrevet. Det varede hele dagen. Når der var fuldt belagt, var totaltallet 1200 mand. Jeg hæfter mig i særdeleshed ved tiden fra april 1947 til udgangen af 1948, hvor jeg gjorde tjeneste i kompagnierne, først som gruppefører og senere som delingsfører. Senere overgik jeg til andre tjenesteområder. Der skete forskellige ændringer og forsvarsordninger, ændrede gradsbenævnelser og våben. Derfor er de nævnte årstal mest interessante, når vi taler om den gamle Arresødal-lejr. Man skal huske på, at det jo var kort efter krigens ophør. Så alt skulle opstartes på ny. Der manglede uniformer, så det var lidt forskelligt hvad der blev udleveret; jeg havde en gammel dansk 89 stålhjelm, tysk karabin med hagekors, tysk gasmaske og en svensk stortrøje. Men det kom efterhånden. Der var jo også stadig rationeringsmærker, som skulle afleveres ved mødet. Der var også mange sure timer, når jeg tænker på feltbanen, før den blev lavet om. Den var placeret i skoven ved kanalens begyndelse. Den var meget streng og mange kom alvorligt til skade. Ekstra Bladet kom og så den, og på forsiden skrev man ”Soldater eller artister?”. Jeg var selv med til i sommeren 1948 at fjerne de værste forhindringer. Eller vi havde været på skydebanen hele dagen, og skulle nå hjem til spisetid og måtte løbe, så var man ved at kaste op.

Men der er også mange positive oplevelser, som jeg gerne vil fortælle om. Som nævnt var der omkring 1200, når der var fuldt belagt. Der skulle noget mad til hver dag. Det stod proviantkvartermester Peter Petersen (kaldet Krydspeter) for. Han var leder af kostforplejningen - både kabys og det kolde køkken. Han havde kokke til madlavningen, og i det kolde køkken var der 13 damer, nogle om morgenen og andre senere på dagen. Der blev smurt 12.000 stk. smørrebrød og lavet mere end 800 retter varm mad. Til at fremstille alt dette medgik der: 80 store rugbrød, 30 store franskbrød, 8 kg. smør, 35 kg. margarine, 12 kg. fedt, 5 tønder kartofler, ca. 200 kg. kød - og så en hvidtøl til hver til frokosten. Jeg har ikke nævnt Orlogshjemmest sandsynlige fremtidige levevej for en dreng på øen, men som regel kom drengene tidligst på havet, når de var en 9-10 år gamle. Hvis man ser på den oprindelige kilde, finder man til gengæld årsagen til fejlen. Her er der sat en streg ud for drengens navn under rubrikken næringsvej, hvilket nogle gange betyder, at oplysningen skal være det samme som den, der står

HUSENDE VED KANALEN

Historien om den gule og røde husrække i Allegade.

Det blev Classen der alene førte kanonværket videre i 1760 erne. Der blev opført bygninger og anlagt gader herunder Allegade i det nye Frederiksværk.

Kong Frederik den 5 overdrog i 1756 kanonværket til Estatsråd Just Fabritius og Kanseliråd Johan Frederik Classen her begyndte industrien at blomstre. De to mænd havde overtaget de første forsøg på at støbe kanoner fra Franskmanden Etienne Jandin de Peymenbert,den sidste kanon han lavede sprang, ved det allerførste skud.

Til kanonerne skulle bruges krudt, på det tidspunkt var det sort krudt man brugte som består af, salpeter svovl og trækul.

Classen fik gravet en ny kanal så han her kunne opføre et krudtværk her blev den lange lige kanal i Allegade gravet under ledelse af Løjtnant V Stricker.

Langs kanalen blev den nuværende Allegade til, her blev bygget en 178 alen langt hus plus et jernmagasin på 30 alen svarende til ca. 130 m. til fremstilling af, salpeter.Husene bestod af et tag der hvilede på murpiller. I husene byggede man pyramideformede jorddynger hvorfra salpeteret skulle Udskilles. Betingelserne for at dette kunne ske er at den anvendte jord er rig på kvælstofholdige stoffer, når disse stoffer går i forrådnelse dannes der ammoniak der ved tilgang af luft ( ilt) så vil salpeter ”blomstre frem”. Jorddyngerne kaldtes ”salpetersenge” og arbejderne kaldes Salpetersydere.

Efter en årrække nedlage man salpeter fremstilling det var for besværligt og, dyrt.

Efter perioden med salpeter fremstilling blev husrækken ombygget til boliger, og smedeværksteder. I dag kan man stadig se de oprindelige stensøjler fra 1760 erne hos ”smedjen” på hjørnet af Allegade og Valseværksgade.

På smedeværkstederne fremstillede man geværløb beslag til heste og hestevogne, og alt i smedebeslag.

Blandt andet er det gitterværk/rækværk der er opsat uden om Frederiks den 5 statue på Amalienborg fremstillet her i Allegade.

Som årene gik blev Allegade husrækken i 1800 og 1900 tallet mere og mere omdannet til arbejderboliger og til sidst overtog Frederiksværk kommune husrækken.

I 1982/83 besluttede kommunalbestyrelsen i Frederiksværk kommune at der skulle udarbejdes en saneringsplan for Allegade I slutningen af 1984 blev planen godkendt af dengang boligstyrelsen. Hensigten med fornyelsen/saneringen af området var at forstærke områdets bevaringsværdige karakter og at istandsætte de boliger der ligger i Allegade 1 – 25.

Det krævede en total ombygning af husrækken det var derfor nødvendigt at udarbejde en lokalplan som afgrænses af Allegade Valseværksgade og Valseværksstræde.

Størsteparten af ejendommene var bevaringsværdig de udgør en karakteristisk del af, miljøet langs kanalen. Kvaliteten af husene udgør et typisk eksempel på datidens lokale byggeskik selv om husene ikke er opført ens så optræder de som en harmonisk enhed.

Lokalplanen blev godkendt af Frederiksværk kommune i januar 1985 og i samarbejde med Saneringsselskabet af 19 marts 1970 udarbejdet af de lokale arkitekter Erik Eriksen og Per jacobsen.

Ombygningen gik i gang og husene står i dag som de ser ud i dag.

Husene stod klar til salg/ indflytning sommeren 1985 her forlangte Frederiksværk kommune der blev stiftet en grundejerforening den stiftende generalforsamling blev afholdt på rådhuset august 1985.

Bag husene er et fællesareal på ca 1300 m2 parkeringspladser og et dejligt opholdsområde for beboerne, samt et garageanlæg.