Gå til indhold

Knud Rasmussen - Halsnæs vores kommune

Spring menu
Vores Halsnæs
Knud Rasmussen
Knud Rasmussens Hus i Hundested er et ikonisk museum, som giver indsigt i den berømte polarforskers liv og bedrifter. Beliggende i smukke omgivelser med udsigt over Kattegat, kan besøgende nyde både naturen og historien i polarforskerens tidligere hjem.


Et historisk arbejdshjem med smuk udsigt
Knud Rasmussens Hus ligger på en naturgrund tæt ved Spodsbjerg Fyr med en betagende udsigt over Kattegat. Huset, opført i 1917, fungerede som polarforskerens arbejdshjem mellem ekspeditioner, og i dag er det et museum og mindestue.
Udforsk det storslåede landskab

De naturskønne omgivelser inviterer til gåture, hvor man kan opleve udsigten helt til Hesselø. Huset og området omkring giver en fornemmelse af ro og nærhed til naturen, hvilket gør det til et ideelt sted for både leg og læring for børn og voksne.
I nærheden

Mindevarden
På museets grund findes en mindevarde, opført af sten fra Grønland, som hylder Knud Rasmussens bedrifter. Huset har siden 1939 fungeret som museum og blev restaureret efter en brand i 2011 for at bringe det tættere på sin oprindelige form.



Hvem var Knud Rasmussen
Knud Rasmussen blev født i Jakobshavn, det nuværende Ilulissat, i Grønland. Faderen var missionæren Christian Rasmussen, som boede og fungerede som præst og seminarielærer i byen i over 20 år, moderen var Sofie Lovise Susanne Fleischer, en kvinde, hvis mor var inuit. Hans mormor, der hed Itaraluk, var enke og boede sammen med dem. Der var ikke mange danskere i kolonien dengang, og Knud Rasmussen, der af grønlændere kaldtes "Kunuunnguaq" elskede at sidde og lytte til de mange ældgamle fortællinger, der blev fortalt.

Fra barnsben blev Knud fortrolig med hundeslæden, som senere skulle få så stor betydning for hans virke. Til gengæld blev han aldrig ferm med kajakken, fordi hans far ikke ville give ham en kajak som seksårig, som de andre grønlandske børn fik. Sit første skoleår tog han i Ilulissat, men i 1891 kom han som 12-årig til Danmark, fordi han skulle på kostskole. Fem år senere kom resten af familien også til Danmark, da faderen af helbredsmæssige årsager ikke længere kunne bestride stillingen i Jakobshavn.

Faderen fik en stilling som sognepræst i Lynge i Nordsjælland, hvor familien atter kunne samles i en præstegård. Knud Rasmussens boglige færdigheder, ikke mindst matematikken, var ikke hans stærke side – det blev dog til en studentereksamen i 1900. Hans liv tog en drejning, da han i 1900 fik ansættelse som journalist på Kristeligt Dagblad, hvor han skulle dække en Islandsekspedition. Her mødte han forfatteren og polarforskeren Mylius-Erichsen, som delte Rasmussens interesse for Grønland.

Den litterære Grønlandsekspedition
Rasmussen og Mylius-Erichsen slog sig sammen med kunstneren grev Harald Moltke samt læreren Jørgen Brønlund, og sammen gennemførte de fire i årene 1902-04 Den litterære Grønlandsekspedition. Ekspeditionen gik langs den grønlandske nordvestkyst fra Upernavik til Kap York i nærheden af Thule og blev en vanskelig tur, ikke mindst fordi Moltke blev syg undervejs.

Ægteskab
I en periode havde lægen Alfred Bertelsen, der var læge i Uummannaq-distriktet, Dagmar Andersen til at føre hus for sig. Gennem sit venskab fra ungdomsårene med Knud Rasmussen havde Dagmar Andersen fattet interesse for hans liv og arbejde. Som frivillig sekretær havde hun hjulpet ham med hans første bøger, og hendes sans for stil og ordenes indbyrdes vægt har sikkert betydet meget for Knud Rasmussen som skribent. Hun fik lyst til at se det land, hvor Knud Rasmussen hørte hjemme, og hun tog derfor derop og førte hus for Bertelsen. I vinteren 1905-1906 opholdt Knud Rasmussen sig i Uummannaq-distriktet, nok på grund af Dagmar Andersen, men også for at oversætte gamle grønlandske sagaer.

Dagmar Andersen havde på en sejlads fra Uummannaq til Danmark mødt ingeniør Marius Nyeboe. Hun foranstaltede kontakten mellem de to og hjalp dermed Knud Rasmussen med midler til at starte Thule-stationen. I 1908 giftede han sig med Dagmar Andersen. De fik tre børn sammen.

Thuleekspeditionerne
Senere vendte Rasmussen tilbage til Thule og oprettede i 1910 Thule-stationen, som kom til at fungere som missionsstation og handelsplads, og som blev udgangspunktet for syv Thuleekspeditioner. Bygningen flyttedes i 1986 til Qaanaaq, hvor den i dag fungerer som Thule-Museet.
  1. 1912: Over indlandsisen på hundeslæde til Danmark Fjord.
  2. 1916-18: Langs Polarhavet til Independence Fjord.
  3. 1919: Grant Land (nordligste del af Ellesmere Land, Canada) – uden Knud Rasmussens egen deltagelse.
  4. 1919: Angmagssalik i Østgrønland.
  5. 1921-25: Fra Grønland til Sibiriens kyst på tværs af det arktiske Nordamerika. Han beskrev mange inuit-stammer undervejs og hjembragte et stort antal genstande til Nationalmuseet.
  6. 1931: Julianehåb til Angmagssalik i Østgrønland.
  7. 1932-33: Kap Farvel til Scoresbysund i Østgrønland.
Knud Rasmussen fik en maveinfektion under den sidste ekspedition og blev først bragt til Julianehåb og derfra til Danmark til indlæggelse på Gentofte Hospital. Han kom sig dog ikke over det, men døde efter nogle måneder, da der også tilstødte en lungebetændelse. Han nåede aldrig til premieren på sin film Palos brudefærd, som er filmet i Østgrønland. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.
Halsnæs historier
Tilbage til indhold